Description
Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelse(FMI) har en ledig stilling til dig, som brænder for at udføre projekter og driftsopgaver til Flyvevåbnets kommando og kontrol systemer. Har du teknisk erfaring som kan bruges i Flyvevåbnet, så hører vi gerne fra dig.
Om os
Kapacitetsansvarlig Luftsystemer (KALU) er et af FMIs fire kapacitetsansvarsområder (Land, Maritim, Luft og Koncern IT). KALU har en stor berøringsflade med Forsvarets enheder og myndigheder, interessenter internt i FMI, leverandører og kunder m.fl.
Kapacitetscenter Landbaserede Overvågningssystemer, er en sektion i KALU, hvor vi er ansvarlige for projekter, anskaffelser, opdatering og vedligehold af systemer til luftrums- og farvandsovervågning i dansk territorialt område såvel som radarsensorer. De materielkapaciteter vi opstiller bliver indsat både i nationale og internationale operationer.
Vi er et stærkt hold med 13 medarbejdere, der tilbyder en udfordrende hverdag i et dynamisk miljø, hvor faglighed, daglig sparring og godt kollegaskab er i fokus. Vi lægger vægt på en fri og uformel omgangstone, høj faglighed og stor professionalisme.
Vi tilbyder en fleksibel hverdag med respekt for den enkeltes kompetencer, hvor du har stor mulighed for selv at planlægge opgaver og tilrettelægge arbejdsrutiner.
Om stillingen
Arbejdsopgaverne omfatter:
Projektering og gennemførelse af anskaffelser, driftsopgaver i relation til Flyvevåbnets kommando og kontrol systemer.
Rådgivning inden for kapacitetscenterets opgaveportefølje.
Bred kontakt til beslutningstagere og driftsorganisationer i de operative myndigheder under Forsvarskommandoen.
Indgå i tværorganisatoriske projekter, der implementerer materielsystemer på tværs af Forsvaret og i relation til NATO systemer og netværk.
Der skal påregnes rejseaktiviteter i forbindelse med opgaveløsningen samt møder med vores samarbejdspartnere i ind- og udland.
Om dig
Vi forestiller os at du har en erhvervsfaglig grunduddannelse som smed, elektriker, mekaniker eller lignende og suppleret denne med en akademiuddannelse i ledelse. Hvis du ikke har en akademiuddannelse, skal du være indforstået med at gennemføre uddannelsen indenfor en årrække.
Vi ser gerne at du har erfaring fra et eller flere af følgende områder:
Teknisk arkitektur af IT platforme, server, storage, netværk, både hardware, software og konfigurationsstyring.
Applikationer, inden for kommando og kontrol systemer i flyvevåbnet.
Dataudveksling mellem systemer via IP protokoller, legacy interfaces, samt diodeløsninger til adskillelse af forskellige informationsdomæner.
Sikkerhedsakkreditering af klassificerede systemer.
Opbygning af serverrum eller specificering af installationsforskrifter for teknikrum og operationsrum.
Opbygning af systemløsninger til driftsovervågning, samt alarmering ved tekniske fejl.
Virtualisering baseret på VMware og microsoft hypervisor.
Derudover, vil det være en fordel at du har praktisk kendskab til et eller flere af følgende emner:
• Gennemførelse af offentlige udbud efter enten EU udbudsdirektivet eller Forsvarsdirektivet.
• Forretningsprocesser i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
• Projektledelse efter PRINC2.
• Risikostyring/-ledelse.
• Teknik/teknologi
• Cisco IOS.
• Microsoft Window Server operativsystemer.
• SAN og NAS storage.
• VMware esxi, vCenter, HCI, vSAN, m.v.
• Zero clients baseret på Teradici PCoIP og VMware Horizon.
• Mobile eller transportable/containerbaserede tekniske installationer.
Som person er du god til at koordinere og samarbejde. Du er beslutningsdygtig og vedholdende.
Du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig præcist både skriftligt og mundtligt såvel på dansk som engelsk.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes som overværkmester-1 på tjenestemandslignende vilkår i henhold til gældende organisationsaftale mellem CO10, Centralforeningen for Stampersonel og Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelse under hele dit ansættelsesforhold.
KONTAKT OG ANSØGNING
Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Morten Sørensen på telefon +45 7281 5211
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Agrin Safari på telefon +45 7281 9133
Vi beder dig om at søge stillingen via linket. Du bedes vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær venligst opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF format.
Ansøgningsfristen er den 1. november 2020 og vi forventer tiltrædelse snarest muligt derefter.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.
FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.